Årsmøde 2005

Historisk Samfund for Ringkøbing Amt har afholdt sit årsmøde på Ørnhøj Hotel søndag d. 13. marts 2005.

Ved årsmødet 13/3 på Ørnhøj Hotel havde styrelsen engageret Jon Høeg, Tim, til at holde foredrag over titlen: "Steen Steensen Blicher. 14 dage i Jylland." Foredraget rummede en biografisk gennemgang af  Blichers liv med focus på tildragelser, der fik afgørende betydning for hans udvikling, både som menneske og som digter. Jon Høegs gennemgang havde mange relationer til den samtid Blicher levede i, og som på mange måder blev bestemmende for hans livsforløb. Blichers grundholdning var, at alle mennesker er ligeværdige, ingen fødes med større værdi end andre. Dette stod i stærk kontrast til Guldaldertidens  dyrkelse af geniet og det forfinede. Blichers rette element var ensomheden på naturvandringer, her følte han sig hjemme og dette går stærkt igennem i hans digtning. Hans liv blev på mange måder vanskeligt og problemfyldt. Men i digtningen er han stærk og fri. Høeg's afsluttende analyse af "Fjorten dage i Jylland" var en spændende stedsoplevelse. De næsten hundrede deltagere viste stærk optagethed af foredraget og kvitterede med håndfaste klapsalver.