Styrelsens beretning for året 2009
Historisk Samfund for Ringkøbing Amt har til formål at udbrede kendskabet til og
øge interessen for amtets lokalhistorie i alle former. For at leve op til dette
formål udgives ”Hardsyssels Årbog”, og der arrangeres hvert år 2 møder skiftende
steder i amtet, hvor lokalhistoriske emner er på programmet. Vore møder
arrangeres oftest i samarbejde med Folkeuniversitetet og er tilgængelige for
alle.
Styrelsen
Historisk Samfunds årsmøde med generalforsamling blev i året 2009 afholdt på
Lønborggaard. På generalforsamlingen var der genvalg til styrelsen af Freddy
Boysen, Ikast, Kurt Guldbæk, Vinderup, og Inge Lise Jensen, Herning. Revisor
Mogens Elming blev genvalgt.
Styrelsen konstituerede sig således: Knud Jessen formand, Freddy Boysen næstformand, Poul Jørgen Madsen kasserer og Inge Lise Jensen sekretær. Ansvar for årbogen fik Jens Johannesen (redaktør), Freddy Boysen, Ann Bodilsen, Kurt Guldbæk og Anna Maria Touborg, mens Bent Skaarup Pedersen og Jens Peder Andersen påtog sig afholdelse af møder. Ansvar for foreningens hjemmeside fik Kurt Guldbæk. Efter Poul Jørgen Madsens udtrædelse af styrelsen juli 2009, ændredes konstitueringen således, at Jens Peder Andersen overtog kassererposten og Anna Marie Touborg indtrådte som mødeleder. Kurt Lyhne indtrådt i styrelsen november 2009.
Styrelsen har i det forløbne år afholdt
6 møder med planlægning af årbog og møder.
Møder
Af hensyn til vore mange medlemmer skal Historisk Samfunds mødeprogram dække
Ringkøbing amts kommuner så godt som muligt. Vi prøver efter kommunalreformen at
komme omkring i de tidligere 18 kommuner så godt som muligt. I 2009 afviklede vi
vore møder på Lønborggaard i den
gamle Egvad kommune og i Struer.
Vore møder er gratis tilgængelige for enhver, også for ikke-medlemmer. Alle er lige velkomne, men vi vil ikke undlade at sige til eventuelle ikke-medlemmer, at hvis man indmelder sig i Historisk Samfund, er man med til at sikre Historisk Samfunds arbejde fremover samtidig med, at man modtager foreningens årbog. Grundlaget for enhver forening er et så stort medlemstal som muligt, så alle opfordres til at hjælpe med at skaffe nye medlemmer.
Årsmødet 22. marts 2009 blev
afholdt på Lønborggaard. Vejret var godt mødevejr – gråt og trist – og sted og
emne var spændende, så ca. 150 mødte op. Efter generalforsamlingen fortalte Jens
Fjelde under overskriften ”Var min far skurk eller krigshelt?” om sin far Helge
Fjelde, der havde
været frikorpsmand under krigen. De 5 kvarter, der var afsat, kunne slet ikke
rumme alt det, Jens Fjelde gerne ville fortælle. Selvom den krig efterhånden
ligger langt bag os, optager den os meget, og mange forhold er stadig meget
kontroversielle. Jens Fjelde medbragte meget materiale,
bl.a. de bøger, han har skrevet om emnet, og hvori interessede kan hente
yderligere oplysninger.
Efter kaffebordet fortalte Henning Willumsgaard træk af Lønborggaards historie,
hvorefter der var mulighed for med ham som guide at få en tur rundt i området,
hvilket en byge desværre ret hurtigt satte en stopper for.
Sommermødet 21. juni 2009 var
henlagt Folkets Hus i Struer. Struer Museums leder Torben Holm fortalte om ”Det
nye Struer Museum med B&O samlingen og de nye metoder i formidlingen”.
Struer Museums historie er uløseligt forbundet med Johannes Buchholtz, der for
omkring 100 år siden kom til Struer som nyuddannet traffikassistent, af datiden
betragtet som en ”forvisning”.
Han lærte dog efterhånden med hjælp af sin senere kone Olga at holde af egnen,
endda i en sådan grad, at han blev Strueregnens digter. Johannes Buchholtz
startede Struer Museum i 1930. Olga Buchholtz boede i det hus, de sammen havde
tegnet og bygget, til sin død i 1957.
Hun testamenterede hus og museum til Struer kommune. I 2000 begynder tankerne om
at lave en speciel B&O afdeling, og med støtte fra familien Bang lykkedes det at
få det nuværende Struer Museum på plads med en investering på 22,5 mill. kr.
Derefter berettede Torben Holm om B&O’s historie med mange billeder og et par
klip fra gamle film fra fabrikken. Der sluttedes af med nogle eksempler på,
hvordan museet i dag inddrager den moderne teknik i formidlingen. På
www.struermuseum.dk kan man se de mange muligheder. Efter kaffen benyttede mange
muligheden til at opleve det nye spændende museum og stemningen i det gamle
Buchholtz’s Hus.
Den årlige udflugt er indtil videre stillet i bero.
Vi har de sidste år forsøgt med nye
former for tilbud i form af kortere arrangementer med vægt på historisk indhold,
adgang til steder, hvor man normalt ikke har mulighed for at komme og gerne med
kyndige vejledere/omvisere, evt. som aftenekskursioner.
Et sådant tiltag var aftenmødet ved høfde Q ved Fjaltring 16. september. Her
fortalte souschef ved Kystdirektoratet Carl Christian Munk Nielsen om det netop
afsluttede projekt med strandbeskyttelse og gennemgik også kort kystbeskyttelse
i et historisk perspektiv. Efter kaffe i det nærliggende redningshus fortalte
Jørgen Jespersen erindringer om redningsvæsnet ved Fjaltring. Hans far var
redningsmand på stedet, og ofte fulgte han med faderen på strandvagt og
ligeledes fulgte han redningsaktioner. Det var en stor oplevelse af høre
redningshistorier fra en førstehåndskilde.
Årbogen
”Hardsyssels Årbog 2009”, nr.
102 i serien, udkom i oktober redigeret af Jens Johannesen. Den indeholder otte
spændende artikler, der berører store dele af det tidligere amts område.
Knud Erik Nissen, Bøvlingbjerg,
afdækker på meget interessant vis den historiske forbindelse mellem
herregården Rysensteen og Bøvling kirke.
I ”Ikke alle var som Jeppe på
Bjerget” gør Estrid Bay op med Holbergs skildring af den danske fæstebonde i
stykket ”Jeppe på Bjerget”.
Anders Villadsen beskriver på spændende vis de trængsler, hans oldefar måtte
gennemgå for at klare tilværelsen i artiklen: ”Brød og brændevin” med
undertitlen ”Sultne og tørstige sjæle i Vildbjerg, Sahl og Haderup”.
”Fattigforsorgen i Rind kommune
1803-82” behandles af Evald Sønderby. Artiklen rummer ligeledes en
beskrivelse af kæltringerne i Rind sogn. Sønderby skriver også videre om
”Seværdige gravstene i Hardsyssel” .
”Odd Fellow Ordenen i Hardsyssel” er
en beskrivelse af Ordenen og dens formål samt opstarten på de enkelte loger
i området. Der er beskrivelser fra Holstebro, Herning, Struer, Lemvig og
Ringkøbing. Artiklen er skrevet af Ole Koudal.
Else Aagaard Antonsen har skrevet
artiklen: ”Sir skoles historie – og mine minder fra skolen”.
”Sevel Kalkværks historie” med undertitlen: ”Om det farefulde liv i og omkring kalkgravene” er rigt illustreret og viser og fortæller på bedste måde om kalkværksarbejdernes hårde arbejde. Den er skrevet af Arne Christensen.
Medlemmer
Ved medlemsoptællingen 31.12.2009 havde Historisk Samfund 936 medlemmer. I 2009
fik vi 34 nye medlemmer, men havde også en afgang på 85 medlemmer. Dette skyldes
hovedsagelig naturlig afgang pga medlemmernes høje alder. Vi vil her byde de nye
medlemmer velkommen.
Desuden vil vi bede medlemmerne huske adresseforandring til kassereren, så at
årbog og indbydelser ikke skal udeblive.
Økonomi
Regnskabet som følger denne
beretning fortæller om foreningens økonomiske forhold.
Her skal kun siges, at Historisk Samfund lever af medlemmernes årskontingent,
som vi altid har søgt at holde så lavt som muligt. Vi vil gerne takke alle, der
har ydet tilskud til Historisk Samfunds virke i 2009, hvilket også gælder
tilskud fra kommuner og lokale pengeinstitutioner.
Lokalhistorisk samarbejde
Historisk Samfund
for Ringkøbing Amt er medlem af Dansk Lokalhistorisk Forening (DLF), der er
en paraplyorganisation for lokalhistoriske foreninger. Denne forening stiller
lokalhistoriske
konsulenter til rådighed for dem, der arbejder med lokalhistorie. Så har du brug
for rådgivning i
forbindelse med en udgivelse, kan du altid rette henvendelse til den
lokalhistoriske konsulent
arkivar Peter Korsgaard, Stillidsvej 27, 4300 Holbæk.